KONTAKT | ENGLISH

 

  

Hvad er Agile?

Agile systemudvikling er iterativ (trinvis) detailanalyse, udvikling, leverance og ibrugtagning af et system. Højeste prioritet er at levere forretningsværdi til kunden i form af fungerende software - efter hver iteration.

Softwaren leveres så langt ud til slutbrugerne som muligt, så tidligt som muligt – for at blive klogere, hurtigere. Feedback på hver leverance opfattes positivt og bruges aktivt i planlægningen af de næste iterationer.
Der er fokus på det enkelte individ og på teamet – og forholdet til kunden betragtes som et partnerskab.

Agile versus Vandfald

Hvor traditionelle projektmodeller typisk opdeles i en række adskilte faser, fx analyse, kravspecifikation, design, kodning, testning, integration og leverance i nævnte rækkefølge (populært kaldet "Vandfaldsmodellen"), betragtes en iteration i et agilt projekt i princippet som et lille selvstændigt projekt i projektet.

Det betyder, at man i hver iteration arbejder med dele af alle disse faser og efterfølgende er i stand til at levere en mindre, men fuld funktionel, del af systemet.

Oprindelse

Tanken om at arbejde iterativt går meget langt tilbage i tiden, men først i løbet af 1990'erne begyndte egentlige metoder at tage form og blive til konkrete udviklingsdiscipliner (Scrum, XP, Crystal Clear, DSDM m.fl.).

I 2001 samledes en række af pionererne indenfor disse nye discipliner for at finde frem til hvilke fællestræk der kendetegnede de rigtig gode og succesfulde projektor. De valgte ordet "Agile" som overordnet begreb for alle retninger og skrev "The Agile Manifesto", som i dag regnes for at være den officielt anerkendte definition.

Principperne bag Agile antyder et anderledes syn på forudsætningerne for det succesfulde IT-projekt:

  • Kundetilfredshed ved hurtige og kontinuerlige leverancer af brugbar, færdigudviklet software (typisk hver måned)
  • Ændringer i krav ikke bare muligt, men tilskønnes for at højne kvaliteten og forretningsværdien
  • Tæt daglig kontakt mellem forretningsansvarlige og udviklingsteamet
  • Face-to-face kontakt er en forudsætning for god og effektiv kommunikation
  • Tillid og ansvar til teamet fordrer motivation og ejerskab over processen - og dermed selvstyrende teams
  • Løbende formaliseret refleksion og selvinitieret procesforbedring i teamet
  • Konstant fokus på teknisk perfektion og solidt softwaredesign

 

© goAgile | Krogager 4 Ågerup | DK 4000 Roskilde | Danmark | Tlf: +45 50 52 62 12